Henrik Ibsens skrifter

Jeg har modtaget ​Deres brev og jeg er ​den bøhmiske komponist takskyldig, fordi han har foranlediget Dem til at bryde, hvad ​De havde forsvoret, nogensinde mere at skrive mig til. Men fremfor alt takker jeg Dem selv for Deres brev, sådan som det nu engang er.

De fortæller mig om ​Deres sygdom. Som om jeg ikke kendte den! Dag for dag fulgte jeg med spænding og uro beretningerne om Deres tilstand i den kritiske tid. Aviserne sagde at De ingen besøg måtte modtage. Og så skulde jeg trænge mig ind til

Faksimile

Dem, lige til sygesengen, med en smule brevskrivning nu og da! Jeg kan umulig tænke mig at det i Deres daværende tilstand var Dem så særlig magtpåliggende at høre noget fra mig. Jeg tror at De nu bagefter tager fejl i dette. I alle fald vilde jeg i Deres sted have udbedt mig fred og ro til at komme på fode igen – og ingen forstyrrelse. Og så kender De jo til overflod min indgroede aversion imod at sætte mig ned og skrive breve. Og hvad skulde det være godt for? At ​jeg skylder Dem så meget, også fra den seneste tid, og at jeg med takfølelse erkender dette, det véd De dog. Og dersom De alligevel tviler, – kunde så en skriftlig forsikring hjælpe til noget? Herregud, De véd da, hvor let det går at sætte ​et slags fransk generalstabsbrev sammen.

Jeg kan derfor ikke finde at min

Faksimile

​taushedsbrøde er så kvalificeret at den berettiger Dem til at titulere en mangeårig ven for ​«Deres Højvelbaarenhed» eller lignende. Og jeg synes aldeles ikke at det er en mand som Dem værdigt at tage sådan på vej for et par forsømte breves skyld, – og det oven i købet breve fra ​en mand, hvis hovedpassion det aldeles ikke er at udveksle ​epistler – selv med sine bedste og kæreste venner. –

​Indlagte brev må jeg desværre selv svare på, da jeg har kontraktmæssige hensyn at tage til ​mine tyske teateragenter. Jeg har igår modtaget ​et direkte brev fra herr Fibich om samme ​genstand.

Hils ​Deres frue og ​frøken Edith på det hjerteligste fra os.